MBTI (Jung)

Myers-Briggs Type Indikator (MBTI) bygger på den schweiziske psykiater C.G. Jungs typologier, og identificerer menneskers værdifulde forskelligheder, der afhænger af:

  1. Hvad personen foretrækker at rette sin opmærksomhed mod (Indstillingsfunktion)
  2. Hvordan personen tilegner sig information eller finder ud af ting (Perceptionsfunktion)
  3. Hvordan personen foretrækker at træffe afgørelser og tage beslutninger (Vurderefunktion)
  4. Hvordan personen orienterer sig mod den ydre verden, eller hvilken livsstil personen har antaget (Livsstilsfunktion)

Din personlighedstype repræsenterer dine præferencer (ikke kompetencer) i de fire forskellige kategorier, der hver har to modsatrettede poler. Personer, der har andre præferencer end dine, har en tendens til på mange måder at være din modsætning.

Hvad du foretrækker at rette din opmærksomhed mod (E-I)

E: Ekstroversion (udadrettet). Personer, der foretrækker ekstroversion, foretrækker at rette deres opmærksomhed mod mennesker og ting i den ydre verden. Udadrettede personer får energi fra, hvad der sker i verden omkring dem og er også tilbøjelige til at rette deres egen energi mod denne ydre verden. Udadrettede foretrækker i reglen at tale frem for at skrive, når de skal kommunikere. De har behov for at opleve verden for at forstå den og kan derfor lide handling og afveksling.

I: Introversion (indadrettet). Personer, der foretrækker introversion, retter deres opmærksomhed mod deres indre verden. Indadrettede får energi fra, hvad der foregår i deres indre verden, og foretrækker derfor at rette deres energi indad. Indadrettede er mest interesserede og veltilpasse, når de kan arbejde i fred og ro uden afbrydelse. De vil helst forstå verden, før de oplever den, og behøver derfor tid til at overveje, før de handler.

Hvordan du tilegner dig information eller finder ud af ting (S-N)

S: Sansning. Sansning fokuserer på en situations realiteter. Sansetyper er tilbøjelige til at acceptere og arbejde med, hvad der er "givet" her og nu, og bliver derfor realistiske og praktiske. De er gode til at huske og arbejde med mange fakta. De foretrækker at bruge afprøvede metoder og er omhyggelige med detaljer.

N: Intuition. Intuition viser dig mening, sammenhænge og muligheder, der ligger ud over, hvad du opfatter med dine sanser. Intuitive typer ser på helheden og søger at fatte de overordnede mønstre. De bliver eksperter i at se nye muligheder, og de værdsætter fantasi og inspiration.

Hvordan du træffer afgørelser og beslutninger (T-F)

T: Tænkning. Tænketyper beslutter objektivt, idet de tænker i årsag og virkning og analyserer og overvejer, hvad der taler for og imod. Tænkning fokuserer på de logiske konsekvenser af valg og handling. Tænketyper søger en objektiv norm for sandhed. De er gode til at analysere, hvad der er galt med tingene.

F: Følelse. Føletyper beslutter på grundlag af personlige værdinormer. Når de træffer en afgørelse, overvejer de, hvad valget betyder for dem selv og andre. De kan lide at have med mennesker at gøre og vil ofte udvikle sig til medfølende, opmærksomme og taktfulde mennesker. De lægger vægt på harmoni og arbejder selv for at skabe harmonien.

Hvordan du orienterer dig mod den ydre verden (J-P)

J: Vurdering (Judging). Personer med vurdering som præference foretrækker at leve på en planlagt, velordnet måde, idet de ønsker at styre og regulere deres tilværelse. De ønsker spørgsmål afgjort og afsluttet for dernæst at komme videre. De befinder sig bedst under strukturerede og velorganiserede forhold og vil have, at tingene skal være i orden.

P: Perception (opfattelse). Personer med perception eller opfattelse som præference foretrækker at leve på en fleksibel, spontan måde, idet de samler indtryk og informationer og holder mulighederne åbne. De søger at forstå livet frem for at kontrollere det. De foretrækker at forblive åbne for nye erfaringer, idet de nyder og stoler på deres evne til at tilpasse sig nuet.

Hvor ligger dine præferencer?


Until you make the unconscious conscious, it will direct your life and you will call it fate.
- C.G. Jung