Tre hjerner (MacLean)

Triune Brain modellen (”tre-i-én” hjernen) er formet af Paul MacLean i 1960-erne, baseret på den opfattelse, at menneskehjernen er udviklet som tre lag lagt på hinanden gennem tre overordnede stadier af evolutionen.

Den inderste del af hjernen, reptilhjernen, er både den ældste og den mindste. Den omsluttes af det limbiske system, der er fælles for alle pattedyrs hjerneopbygning. Omkring de to hjerneformationer slutter neocortex, der er den yngste dannelse.

De tre hjerner

Reptilhjernen (krybdyrhjernen)

Reptilhjernen tager sig af instinkter og drifter, og styrer basale funktioner for livet som vejrtrækning, hjertepuls og vågenhed. Sikrer artens overlevelse ved skafning af føde og parring. Er forbundet med kamp og flugt, og er i brug når territorium skal forsvares. Der er ingen følelser knyttet til dette hjerneområde.

Ligner hjernen hos de hårdføre reptiler, der var pattedyrenes forgængere for ca. 200 mio. år siden.

Det limbiske system (følelseshjernen)

Styrer følelser og tilknytningsbehov, og er med til at bevare arten gennem omsorg for afkommet. Giver os mulighed for at indleve og indføle os i andre menneskers situation. Skaber de følelser, der fylder bevidstheden, som fx vrede, sorg, frygt og glæde. Evnen til at genkalde data fra hukommelsen kan være klart svækket i en følelsesmæssigt belastet situation.

Udvikledes hos pattedyrene for ca. 60 mio. år siden (efter dinosaurerne var uddøde).

Neocortex (storhjernen)

Findes hos alle pattedyr, men er højest udviklet hos mennesket (Homo sapiens), og ingen andre arter har samme høje kapacitet.

Kaldes også den kognitive hjerne, da det er her, den kognitive bearbejdning foregår. Rummer det meste af hukommelsen. Kontrollerer processer på højeste niveau som logik, kreativitet og sprog. Består af en højre og en venstre hjernehalvdel, hvor den højre overvejende er kreativ og musisk orienteret, mens den venstre primært er logisk og sprogligt orienteret. Er den langsomste del af hjernen. Læring foregår på dette niveau, og læringsmiljøer må være skærmet for stress, frygt og usikkerhed, så hjernen ikke skifter til lavere niveauer.

Er dannet indenfor den sidste 1 mio. år.

Hvordan veksler du mellem de tre hjerner?


Alle har en klog plet et eller andet sted.
– Robert Louis Stevenson