Lederens menneskesyn

Ledelse sker ved påvirkning af mennesker, og lederens menneskesyn er helt afgørende for, om der skabes gode relationer og rammer for motiverede og effektive medarbejdere.

Scheins opdeling

Edgar Schein har opdelt lederholdninger i 4 mennesketyper, der har tæt tilknytning til Maslows behovs-pyramide (vist nedenfor):

Maslows behovspyramide

Scheins model kan anvendes til at illustrere betydningen af lederens menneskesyn, og hvordan det påvirker virksomhedskultur, arbejdsbetingelser og medarbejdertrivsel.

Det rationelle menneske udbyder sin arbejdskraft for at få den betalt. Adfærden på arbejdspladsen er udelukkende bestemt af dets fysiologiske og sikkerhedsmæssige behov.

Det sociale menneske er stærkt afhængigt af gruppetilhørsforhold og præges i høj grad af, hvorvidt det føler sig accepteret af de grupper, det kommer i kontakt med.

Det selvrealiserende menneske føler en tilfredsstillelse ved at udføre et stykke arbejde og have et ansvar. Det indentificerer sig i høj grad med organisationen og dens mål og motiveres af udsigten til dækning af egoistiske behov og behovet for selvrealisering.

Det komplicerede menneske er en kombination af de tre førnævnte typer. Menneskets adfærd på arbejdspladsen er styret af alle Maslows behov, og det mest presserende behov vil afhænge af den konkrete situation.

Det er åbenlyst, at ledere der betragter medarbejderne som komplicerede mennesker med vekslende behov, vil være tilbøjelig til at anvende en mere fleksibel ledelsesform end lederen med et menneskesyn svarende til det rationelle menneske. 

Hvilket menneskesyn har du som leder?


Kultur og ledelse er i virkeligheden to sider af samme sag. Man kan ikke forstå den ene, uden at forstå den anden.

- Edgar Schein