Ros og anerkendelse
Der er forskel på ros og anerkendelse, og på hvordan det påvirker modtageren.
Ros
Når du roser en anden person ved udsagn som ”du er vel nok dygtig” eller ”hvor er du god til at tegne/dit arbejde”, så dømmer du personen. Det er din egen personlige tolkning, som du gør til sandheden om personen. Du bevæger dig over på den andens banehalvdel og siger noget om ham eller hende og ikke noget om dig selv.
Den anden person kan blive bekræftet i, at der er noget galt med hans egen oplevelse og følelse af sig selv og situationen.
Du kan bløde ros op ved at sætte "Jeg synes ..." foran "dommen". "Jeg synes, du er god til at skabe en god stemning på arbejdspladsen". Herved tager du ansvar for, at det er din mening om den anden og ikke den ultimative sandhed om personen.
Anerkendelse
Substansen i anerkendelse er accept af, at den anden person har det lige nøjagtig, som hun har det, og har de oplevelser og følelser, som hun har. Herved vil personen få en indre oplevelse af at være ok og dermed få styrket sin indre følelse af selvværd, som er kernen i at kunne bevare sig selv.
Det vidner om din ægte interesse for personens model af verden, som betyder, at du stiller spørgsmål i stedet for at definere, hvordan verden ser ud.
Hvordan vil de styrke dig at kende forskel på ros og anerkendelse?
Anerkendelse uden åbenhed og nysgerrighed bliver til ros. Den anerkendende leder er ikke den rosende leder.
- Ukendt