Vælg dine ord med omhu
2013-10-20
Små ændringer i dit ordvalg kan ændre din og andres model af verden, og være afgørende for din mentale sundhed, og din evne til at skabe gode kontakter og relationer.
Du tænker i ord, taler i ord, lytter til ord, og bruger ord til at udtrykke din glæde, vrede, frygt, sorg, overraskelse og afsky. Du er omgivet af ord overalt.
Små ændringer i dit ordvalg kan ændre din og andres model af verden, og være afgørende for din mentale sundhed, og din evne til at skabe gode kontakter og relationer.

Her er nogle eksempler:
Ikke
Hjernen opfatter ikke ordet "ikke". Tænk ikke på en blå elefant med orange prikker, der løber ud over savannen - hvad tænker du på lige nu? Når du bruger ordet "ikke”, opfordrer du din hjerne til at gøre præcis det modsatte af, hvad du ønsker. Hjernen vil altid forestille sig, hvad du tænker og taler om.
Gå ikke glip af, misforstå ikke, vent ikke, gå ikke nu, glem ikke. Brug i stedet: Udnyt denne chance, forstå at, gå i gang nu, bliv lidt længere, husk.
Prøv
At prøve er kun et forsøg, der giver mulighed for at fejle. Forudsæt i stedet, at tingene lykkes. Prøv om du kan rejse dig op kan erstattes af rejs dig op, der har den indbyggede forudsætning, at du kan.
Miste
Brug ”forlagt” eller ”fejlplaceret” om ting, du ikke kan finde. Nøgler og briller er ”lagt det forkerte sted”. Miste betyder væk for evigt (vi mister vore kære, når de dør).
Alle mennesker
Brug “nogle” eller “de fleste”. ”Alle” er en generalisering, der sjældent beskriver alle mennesker i en situation.
Hade
Brug “bryder mig ikke om”. Hade er et stærkt følelsesladet ord.
Deprimeret
Nogle mennesker er gode til at fortælle sig selv, at de er deprimeret, og de spekulerer rigtig meget på hvorfor. Spørg dig selv: Hvad kan gøre mig glad – hvad kan ændre min situation? Ved at stille dig selv enkle spørgsmål, sender du dine tanker i en ny retning. Du behøver ikke at kende svaret - svaret vil komme til dig, hvis du bliver ved med at stille spørgsmålet.
Jeg er bange for højder
Nej, men du er sikkert bange for at falde ned. Højder er højder, men at være bange for at falde ned er helt naturligt. Frygten for at falde ned skærper din opmærksomhed overfor omgivelserne, så du kan forblive sikker og tryg.
Jeg er bange for at flyve
Nej, men du er sikkert bange for, at flyet skal styrte ned. Den virkelige frygt hænger sammen med din forestilling om at styrte ned - du vil faktisk gerne have, at maskinen flyver. Risikoen for at komme til skade i et fly er forsvindende i forhold til fx at komme til skade i en bil – de færreste kender nogen, der er kommet til skade i et fly, men mange kender nogen, der er kommet til skade i trafikken.
Det tager livet af mig
Virkelig? Ofte bruges denne sætningen om en vanskelig, men ikke umulig situation. Det kan måske frustrere dig, men det tager ikke livet af dig.
Kritik versus feedback
En person er mere tilbøjelig til at modtage og overveje information, når du benævner den feedback, end når du benævner den kritik, der for mange er et negativt ladet ord. Kritik skaber ofte modstand og blokeringer.
Her er en lille øvelse, der kan hjælpe dig, til at forstå dit eget sprog:
Vær opmærksom på de ord og sætninger du bruger, især når du er frustreret eller vred. Vælg nogle blødere og mere positive ord, og læg mærke til hvordan din evne til at håndtere situationerne ændrer sig over tid.
Dit sprog er et spejl af dine tanker og dit sind. Ved at ændre dit sprog, kan du ændre dine tanker og få det liv, du ønsker dig. Brug eventuelt din coach på din rejse.
Gud giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os.
- H.C Andersen