Kerneværdier

Vi har værdier på mange områder af tilværelsen, men kerneværdierne er vores centrale forestilling om, hvad vi skal bruge livet til.

Kerneværdierne er motiverne bag hverdagens handlinger, og kan være indrestyrede eller ydrestyrede i større eller mindre omfang.

Indrestyrede kerneværdier er skabt af overvejelser om virkeligheden og den personlige identitet, mens ydrestyrede kerneværdier er skabt af kulturen og livsbetingelserne.

Kerneværdierne samler indholdet i vores livsfilosofi i handlingsorienterede overskrifter, og de bliver centrale livstemaer, der vejleder os i, hvordan livet bedst leves.

Otte kerneværdier

Spørger man mennesker om, hvad et godt liv er, vil de svare med deres kerneværdier. Her er det overraskende, at man højst får otte forskellige svar, ligegyldigt hvor på kloden, man stiller dette spørgsmål.

Disse otte kerneværdiers centrale livstemaer er beskrevet i korte overskrifter i nedenstående skema, jf. Spiral Dynamics Integral baseret på Graves værdier.

Spiral Dynamics har rødder i udviklingspsykologien og evolutionsteorien og beskriver, hvordan mennesket evolutionært har gennemgået, og igen gennem livet gennemgår, forskellige udviklingsstadier eller bevidsthedsniveauer. Mennesker på forskellige stadier vil typisk have forskellige virkelighedsopfattelser, og forsøge at forstå verden ud fra det udviklingstrin, eller det bevidsthedsniveau, de befinder sig på. 

Beige

Livets mening er fysisk overlevelse via dækning af basale behov

Kerneværdierne er relateret til basale overlevelsesmidler såsom: mad, vand, varme, forplantning og tryghed. Det ses i de første menneskesamfund, hos nyfødte, senile, gadefolk, ved sultkatastrofer, hvor basale behov er i fokus. Ofte bevidsthedsniveau for børn 0-18 mdr. gamle.

Opstår for omkring 100.000 år siden. Kan måske stadig findes i enkelte afsides områder i Indonesien og i Afrika.

Lilla

Livets mening er tryghed i stammen/familien ved at følge traditionerne

Kerneværdierne er relateret til overlevelse via tilknytning til naturånderne, samt brug af ritualer og magi. Identiteten er med den etniske stamme og dens forfædre, som man er en del af. Den første metafysiske tænkning opstår.

Begynder for omkring 50.000 år siden. Findes særligt i 3. verdenslandene. Findes i voodoo-kredse, familieritualer, magisk overtro, blodets bånd. Ofte bevidsthedsniveau for børn 1-3 år gamle.

Rød

Livets mening er frihed til personligt at gøre, hvad jeg har lyst til

Kerneværdierne er personlig magt og ære, powerhelte, kampe mod drager og onde ånder, impulsiv og kraftfuld. Fokuseret på egne behov her og nu uden samvittighed.

Opstår for omkring 10.000 år siden og er det første distinktive selv. Feudalt magtimperium, episke helte, rockerledere, narcissistiske personligheder, heavyrock miljøet, og fysiske sportsindividualister. Ofte bevidsthedsniveau for børn 3-6 år gamle.

Blå

Livets mening er at leve i overensstemmelse med et højere formål

Kerneværdierne sættes i forhold til en almægtig magt, der giver livet et formål og mening. Regler for livet er absolutte, det gode versus det onde, følge autoriteterne der opretholder loven. Mytologiske hierarkier. Udfylder sin skæbnebestemte rolle.

Opstår i religiøse mytologiske kulturer for omkring 5.000 år siden. Findes i de fleste store religioner idag. Findes i verdslig form i holdsport, politi og militærverdenen, i nationalisme, topstyrede virksomheder, fundamentalisme, og i absolutistiske ideologier generelt. Ofte bevidsthedsniveau for børn 7-8 år gamle.

Orange

Livets mening er personlige præstationer baseret på strategisk tænkning

Kerneværdierne er individualisme og tro på videnskab, personlig karriere, rationalistisk og praktisk orienteret. Løse opgaver, forstå hvordan det virker, strategisk, objektiv, økonomisk. Det er udbredt i Vesten i industrien og erhvervslivet, liberalismen, den økonomiske verden med aktier og børser, forbrugerkulturen. Verden er en markedsplads. Livets mening skal realiseres i denne verden. Ofte bevidsthedsniveau for børn og unge 9-14 år gamle.

Udbredtes for omkring 300 år siden.

Grøn

Livets mening er et harmonisk liv baseret på lige rettigheder for alle

Kerneværdierne er sensitivitet, omsorg og nærhed i vore relationer. Fokus på lighed, menneskerettigheder, økologi, holisme, harmoni, følelser, gruppediskussioner, dialog. Kulturrelativistisk tankegang, modstander af: hierarkier, dogmatisme, ensretning, grådighed og kold rationalisme.

Opstår for omkring 150 år siden og dominerer de akademiske humanistiske videnskaber og samfundsvidenskaberne. Ses i postmodernismen, økologiske samfund, Greenpeace, hollandsk frihedshumanisme, humanistisk psykologi, folkeskoler og pædagogiske miljøer, socialistiske og socialdemokratiske samfundstanker, humanistisk spiritualitet. Har domineret den skandinaviske samfundsmodel. Ofte bevidsthedsniveau for unge og voksne 15-21 år gamle.

Gul

Livets mening er at deltage i evolutionens naturlige processer

Ser verden som et kalejdoskop af naturlige hierarkier i dynamisk proces. Videnskab, religion, kunst kan integreres i dynamiske åbne systemer. Verden er en mangfoldighed af systemer, der står i relation til hinanden. Fokus på fleksibilitet, funktionalitet, selvorganisation. Indrestyret motivation. Gul udtrykker sig hos dem, der har interesse for det store overblik internationalt og tværvidenskabeligt.

Opstår for omkring 50 år siden og udgør kun en lille del af jordens befolkning.

Turkis

Livets mening er at bidrage til global-holistiske bevidsthedsudfoldelser

Kloden er et dynamisk organisk væsen bestående af mange niveauer. Menneskeheden er jordens kollektive bevidsthed. Fokus på krop, sind og ånd i det hele menneske. Stærkt socialholistisk engagement med universel tolerance. Ses delvis i personligheder som fx Mahatma Gandhi og Nelson Mandela. Kan elske sine fjender. Åbenhed for intuitiv tænkning.

Dette tankemønster har indtil nu kun eksisteret hos nogle få individer, men begyndte at få bedre udfoldelsesmuligheder for omkring 30 år siden.

 

Læs også: Menneskehedens Spiral-dynamiske Udvikling.


Det er ikke svært at træffe beslutninger, når man kender sine værdier.

- Roy Disney