Æslet

En dag ude på landet faldt et æsel ned i en gammel brønd. Æslet klagede hjerteskærende i flere timer, mens bonden forgæves forsøgte at finde ud af, hvordan han kunne få æslet op.

Til sidst blev han enig med sig selv om, at det ikke var umagen værd. Æslet var gammelt, og brønden var udtømt og skulle alligevel dækkes til. Derfor bad han sine naboer om at komme og hjælpe ham.
 
De tog deres skovle, og begyndte at kaste jord ned i brønden. 
 
Da æslet fandt ud af, hvad der foregik, klagede det sig voldsomt, men pludselig holdt det op – til alles store forundring.
 
Efter flere skovlfulde, kiggede bonden ned i brønden for at se, hvad der var sket, og han blev overrasket, over det han så. Hver gang der faldt en skovlfuld jord ned på æslet, rystede den det bare af, og trådte op på det.
 
Mændene blev ved med at smide jord ned i hovedet på æslet, som til sidst trådte op af brønden, og gik væk med et overlegent iiihaaaa.

Ryster du også skidtet af, træder på det og kommer styrket videre?

Søstjerner

En turist kom gående på en øde strand i Mexico, og snart kunne han skimte en anden mand langt borte. Da han havde gået en tid, kunne han se, at det var en indbygger fra en nærliggende by, der sad stille og roligt og kastede noget i vandet.

Turisten troede, at manden kastede små, flade sten for at slå smut, men da han kom nærmere, så han, at det var søstjerner, der blev kastet ud. På stranden lå tusindsvis af søstjerner, der var skyllet op af bølgerne.

Manden forklarede turisten, at hvis ikke han kastede søstjernerne tilbage, ville de dø af iltmangel. Turisten blev forbløffet over mandens ambitioner og spurgte, om ikke det føltes håbløst.

Der må jo være tusinder af søstjerner alene på denne strand, for ikke at tale om alle andre strande, sagde han. Hvad tror du, det hjælper, at du står og kaster nogle få af dem tilbage?

Manden smilede, samlede endnu en søstjerne op og sagde så: Det betyder noget for denne her.

Har du hjulpet en søstjerne for nyligt?

Regnvejr

En mand stod på sin veranda og krøb sammen. Det øsregnede, og han måtte tage sig voldsomt sammen for at gå de tyve skridt hen til bilen.

Så kom en lille dreng cyklende gennem regnen. Han vinkede og råbte glad: Sikke et held at det regner.

Nå, svarede manden, hvorfor dog det?

Fordi jeg lige har fået sat min nye vandtætte cykelklokke på, svarede drengen.

Har du også fokus på din vandtætte cykelklokke?

Munkene

To munke på pilgrimsrejse kom gående hen ad en smal vej. De kom til en lille flod, hvor broen var styrtet sammen. Ved flodbredden stod en ung kvinde i fint hvidt tøj og så forfærdet ud.

Den ene munk tilbød at hjælpe hende over vandet. Han tog hende på ryggen og vadede over floden, så hendes tøj ikke blev vådt.

Derefter fortsatte de to munke deres vandring i tavshed. Da de havde gået et par timer, tog den anden munk vredt til orde:

Jeg er nød til at spørge dig om noget, sagde han. Du har jo aflagt kyskhedsløfte, hvilket indebærer, at du ikke må røre ved en kvinde, og endnu mindre bære hende på din ryg. Hvordan kunne du gøre det?

Den første munk svarede roligt: Jeg bar hende over vandet, og bagefter satte jeg hende ned, men det virker som om, du stadig bærer på hende?

Hvad bærer du på?

Plat eller krone

Sigmund Freud og hans nevø sad og talte om, hvor svært det er for mange mennesker at tage en beslutning.

Jeg skal fortælle dig, hvad jeg siger til den slags mennesker, sagde Freud. Jeg anbefaler dem at slå plat eller krone.

Nevøen sagde forundret: Det tror jeg ikke på. Hvordan kan du som læge og videnskabsmand bede mennesker sætte deres lid til tilfældet?

Jeg beder dem ikke om at rette sig efter, om det bliver plat eller krone, men om at lægge mærke til, om de er tilfredse eller utilfredse med resultatet.

Hvordan anvender du plat eller krone?

Måske

I en lille by i Kina boede der en bonde, som ejede en hest. Han var den eneste mand i byen, der ejede en hest. En dag løb hesten bort og kom ikke tilbage. Alle naboerne gav udtryk for, hvor sørgeligt det var, men bonden svarede roligt: Ja, måske.

Nogle dage senere vendte hesten tilbage, og den havde to vilde heste med. Naboerne jublede over bondens held, men bonden svarede bare: Ja, måske.

Næste dag forsøgte bondens søn at ride en af de vilde heste til. Hesten kastede sønnen af, og han brækkede benet. Naboerne råbte i kor: Hvilket uheld, stakkels unge mand, hvad der fik bonden til igen at svare: Ja, måske.

En uge senere kom der soldater til byen for at hente unge mænd, der skulle kæmpe i en krig, Kina førte mod sine fjender. De ville ikke have bondens søn med, da han havde et brækket ben, så han slap for krigen. Hele byen gratulerede nu bonden og hans søn med deres held. Bonden svarede: Ja, måske.

Hvornår siger du: Ja, måske?

Feedback

En ung mand gik ind på en pub for at foretage et telefonopkald (det var før mobiltelefonernes tid). Bartenderen lånte ham telefonen, og manden ringede op.

Dr. Karlsson, lød det i den anden ende af ledningen.

Hej, jeg søger arbejde og tænkte på, om De har brug for hjælp, sagde den unge mand.

Nej, desværre, svarede Dr. Karlsson.

De har ikke brug for en gartner?

Jeg har allerede en gartner.

Er De tilfreds med ham?

Ja, meget tilfreds.

Så siger jeg undskyld, sagde den unge mand og lagde røret på.

Bartenderen, som havde hørt samtalen, sagde nu:

Du kan få arbejde her hos mig, hvis du vil. Jeg har brug for hjælp omgående.

Jeg har allerede arbejde, svarede manden.

Hvilket arbejde?

Jeg er gartner hos Dr. Karlsson.

Hvordan opsøger du feedback?

Frøerne

Der sidder fire frøer på kanten af en swimmingpool. Så beslutter den ene frø sig for at hoppe ud i swimmingpoolen. Hvor mange frøer sidder der så?

Tænk dig godt om, inden du ser svaret nedenfor

---

Der sidder stadig fire frøer, for frøen har kun besluttet sig. Den har ikke taget springet.

Der er ofte et stort spring mellem at tage en beslutning og til rent faktisk at gøre det.

Har du også svært ved at tage springet?

Frøerne i fløden

Engang faldt to frøer ned i en spand fløde.

Den ene frø indså hurtigt, at den ikke kunne få fodfæste. Den gav op, accepterede sin skæbne og druknede.

Den anden frø brød sig ikke om den løsning, og gav ikke så let op. Den begyndte at piske rundt i fløden for at holde sig "oven vande".

Efter at have pisket rundt i nogen tid, begyndte fløden at blive tykkere og til sidst blev den til smør. Det var nu muligt for frøen at hoppe op af spanden.

Hvilken frø ligner du mest?

Trofast

Der var engang en mand, som flyttede ind i et nyt kvarter i en ny by. Han opdagede hurtigt, at det ikke var et sikkert og trygt sted, så han anskaffede sig en vagthund.

Trofast, som var en meget klog og lærenem hund, lærte hurtigt at snerre, knurre og vise tænder, når nogen nærmede sig. Om nødvendigt kunne Trofast også bide, for at holde farlige personer på afstand.

Da Trofast først havde lært at være vagthund kunne manden slappe af, for Trofast udførte automatisk sine pligter.

Årene gik og der skete det, at kvarteret blev mere roligt og trygt. Faktisk blev det med tiden et rigtig rart sted at være, så manden besluttede sig for at begynde et mere socialt liv. Han inviterede venner hjem til middag og hygge, og glædede sig til sit nye liv.

Men forandringerne trak ud. Vennerne kom ikke som forventet, og en dag gik det op for manden, at problemet var Trofast. Vennerne turde ikke komme på besøg på grund af Trofast og med god grund, for Trofast havde ikke opdaget den nye situation og udførte pligtopfyldende sin tjans som vagthund.

Manden besluttede sig for at tage en snak med Trofast, der måtte forstå, at tiderne var skiftet. Det var tid til at slappe af og ændre holdning overfor omgivelserne. Manden fortalte Trofast, at i stedet for at snerre og bide, måtte den gerne logre og slikke de besøgende venligt på hånden, når de ankom. Trofast så meget forstående ud, og manden var sikker på, at Trofast havde forstået budskabet.

Men nej, så snart manden vendte ryggen til, genoptog Trofast sin gamle beskæftigelse, og udførte pligtopfyldende sit job, som om den tænkte:
Er det dig eller mig, der har forstand på at være vagthund!

Kender du dine indre vagthunde?

Kamelerne

En mand efterlod sig tre sønner. Arven skulle fordeles på en sådan måde, at den ældste skulle arve halvdelen, den mellemste skulle arve en tredjedel og den yngste skulle arve en niendedel af det hele.

Nu var det så uheldigt, at arven bestod af 17 kameler. De tre sønner var meget frustrerede, da de gerne ville dele arven retfærdigt efter faderens ønske.

I det samme kom en vismand ridende forbi, han fornemmede vanskeligheder og tilbød sin hjælp. Vismanden fik forelagt problematikken og sagde straks:
I må få min kamel som en foræring, så har I 18 kameler.

Vismanden hjalp nu de tre sønner med at fordele kamelerne på rette vis:
Den ældste fik 9 kameler. Denne mellemste fik 6 kameler og den yngste fik 2. De tre sønner var lykkelige og takkede vismanden mange gange.

Vismanden så sig omkring og sagde:
9 + 6 + 2 = 17, så jeg kan forstå, at min kamel er i overskud.

Derefter svang han sig op på kamelen og red bort.

Er du også parat til at supplere med (eller eventuelt sluge) en kamel for at nå dit mål?

Lerfuglen

Der var en gang en fugl, der var lavet af ler.

Den stod på en kaminhylde i en dagligstue, og kiggede ud af vinduet, hvor den så rigtige fugle flyve forbi. Den ønskede mere end noget andet i hele verden, at den også kunne flyve.

Lerfuglen sad på kaminhylden hele dagen og kiggede ud af vinduet. Den så disse vidunderlige skabninger, der svævede gennem luften med en ynde, lethed og frihed, som gik lige ind i hjertet på lerfuglen. Den sad der hele sommeren og ønskede og ønskede, at den kunne flyve ligesom dem.

En dag, mens lerfuglen sad på kaminhylden og kiggede på de frie fugle, lød der et - puf - i rummet. Der kom et lysglimt, og der sad der pludselig en magisk fugl, der strålede og havde skinnende farver i sine fjer.

Den magiske fugl sagde til lerfuglen: Jeg kan forstå, at du gerne vil flyve. Jeg vil opfylde dit ønske for dig, men først skal du udføre en modig handling. Når du har udført en modig handling, vil jeg opfylde dit ønske.
Og - puf - væk var den magiske fugl.

Lerfuglen blev straks meget begejstret: Wow, først skal jeg udføre en modig handling, og så kommer jeg til at flyve.
Men så tænkte den: Jamen jeg er jo en lerfugl. Hvordan skulle jeg kunne udføre en modig handling?

Og lige så hurtigt som lerfuglen var blevet begejstret, blev den ked af det. For den indså, at den aldrig ville kunne udføre en modig handling, og derfor aldrig ville komme til at flyve. Der var ikke andet for den at gøre, end at sidde på kaminhylden, og stirre ud af vinduet på de rigtige fugle, som fløj omkring.

Sommeren gik, vinteren med og det blev forår igen. Blomsterne spirede frem, og der kom blade på træerne. Det grønne kom tilbage, og det samme gjorde fuglene. Men i stedet for som før, at fylde lerfuglen med glæde, så fik bare synet af en fugl, eller lyden af et vingeslag, lerfuglen til at føle sig elendig til mode. For det mindede den om, at den aldrig ville komme til at flyve.

Efter nogen tid begyndte det triste humør at ændre sig til frustration og vrede. Og frustrationen og vreden blev så stærk, at lerfuglen kom til at ryste, og den tænkte: Jamen jeg vil flyve, koste hvad det vil!
Og dens rysten blev så kraftig, at den kom til at rokke. Og lige da den sagde: Jeg vil flyve, om det så skal koste mit liv røg den ud over kanten på kaminhylden, og fløj gennem luften, lige ned mod klinkegulvet, hvor den splintredes i hundredvis af stumper.

Og - puf - var den magiske fugl der igen. Den bredte sine vinger ud over lerstumperne, og de blev igen samlet til en hel fugl. Men denne gang var det ikke en lerfugl, det var en rigtig fugl. Og den fløj ud igennem det åbne vindue, ud til de andre frie fugle.

Trænger du også til at udføre en modig handling og få luft under vingerne?

Den gamle høvding

Den gamle indianerhøvding sad sammen med sin sønnesøn i solnedgangen udenfor sin tipi. Han var ved at forklare drengen, hvad han følte.

Det er som om, jeg har to ulve, der kæmper i mit hjerte, sagde høvdingen. Den ene er en hævngerrig, vredladen og voldelig ulv. Den anden er en ulv, der er uendelig blid og venlig og kan lide alle andre væsener.

Hvilken af dem vil så vinde kampen?, spurgte drengen.

Det vil helt sikkert den ulv, jeg fodrer mest, svarede høvdingen.

Hvilke ulve fodrer du mest?

Om at skrive

To venner vandrede i ørkenen, da de kom op at skændes, og den ene gav den anden en lussing. Sidstnævnte følte smerten, men sagde ikke noget. Han satte sig og skrev i sandet: "I dag fik jeg en lussing af min ven". 

De gik videre og kom til en oase, hvor de bestemte sig for at bade. Ham der tidligere fik lussingen, var ved at drukne, men hans ven reddede ham. Da han ver kommet til sig selv igen, graverede han i en sten: "I dag reddede min bedste ven mit liv". 

Hør her, sagde vennen, da jeg slog dig, skrev du det i sand, og nu hvor jeg har reddet dig, graverer du det i sten. Hvorfor?

Den anden svarede: Hvis nogen gør dig ondt, skal det skrives i sand, hvor tilgivelsens barmhjertige vinde kan viske det ud. Men når nogen gør dig godt, skal du gravere det i sten, hvor ingen vind nogensinde kan slette det.

Har du også lært at skrive dine sorger og bekymringer i sand, og gravere dine glæder i sten?

Spidsfindige spørgsmål

Måske har du også undret dig over:

Hvorfor er en boksering firkantet?

Hvor bliver det hvide af, når sneen smelter?

Hvis du kører med lysets hastighed, hvad sker der så, når du tænder forlygterne?

Hvordan ved man, at man er løbet tør for usynligt blæk?

Hvordan opdager man, hvis et ord i ordbogen er stavet forkert?

Hvad er forskellen på, at skrive noget op og skrive noget ned?

Hvorfor er der kun ét monopoltilsyn?

Hvad hedder det, når man trykker på en kuglepen for at få den til at skrive?

Hvis du har været halvdød af skræk to gange, hvad sker der så?

Kan fisk blive tørstige?

Hvis der er nul grader udenfor i dag, og det bliver dobbelt så koldt i morgen, hvor koldt bliver det så?

Hvor bred er en snæver vending?

Hvorfor hedder 50 halvtreds, når det ikke er det halve af 60?

Hvilke spidsfindige spørgsmål kan du stille?

Kanin eller and?

Ser du en kanin eller en and på illustrationen? Tegningen blev vist første gang i 1892 under navnet  “Kaninchen und Ente” (kanin og and).

Billedet har været brugt til at teste menneskers kreativitet. Forskere mener, at vores evne til at se både en kanin og en and vidner om en kreativ hjerne. Jo hurtigere man kan skifte mellem motiverne, jo mere kreativ er man.

Børn der har set billedet omkring påske, skulle være mere tilbøjelige til at se en kanin, mens de omkring oktober er mere tilbøjelige til at se en and. Det betyder, at billedet kan fortælle noget om den sammenhæng man ser billedet i, og hvordan det påvirker vores hjerne og perception.