Antagelser (forudsætninger)
Udøvelsen af NLP tager udgangspunkt i en række antagelser (forudsætninger).
Vi antager, at forudsætningerne er sande, dvs. handler som om de er sande, og lægger mærke til de resultater, vi får.
NLP hævder ikke, at antagelserne er sande, for spørgsmålet er ikke om de er sande, men om de er nyttige.
Klik på nedenstående og fold ud:
The map is not the territory
- Du laver landkort over verden (indre modeller af virkeligheden)
- Dit landkort er ikke det samme som terrænet
- Du reagerer ud fra dit landkort og ikke ud fra virkeligheden selv
- Hvis du ændrer dit landkort, vil du også ændre din sindstilstand
- Dit landkort består af billeder, lyde, følelser, lugt og smag
- Nogle landkort ligger uden for din bevidsthed
- Respekter andre menneskers landkort
Du ved ikke, hvad virkeligheden er. Dine sanser, overbevisninger og tidligere erfaringer giver dig et kort over verden, som du opererer ud fra, men et kort er aldrig helt nøjagtigt som det terræn, kortet dækker. Du kender ikke territoriet, så for dig er kortet territoriet.
Nogle af dine kort er bedre end andre, når du skal finde vej. Du navigerer livet som et skib over et farligt havområde, og så længe kortet viser de værste farer, vil du klare dig fint, men hvis kortet er forkert, er du i fare for at grundstøde. NLP er kunsten at ændre dine kort, så du har større frihed.
Måske har du også gjort den erfaring, at det måltid du fik serveret på en restaurant, på ingen måde levede op til det flotte farvestrålende menukort, du bestilte efter - men menukortet er ikke menuen.
Der er en positiv intention bag enhver adfærd
Der er en positiv intention bag enhver adfærd
Alle dine handlinger har mindst ét formål – at opnå noget, som du værdsætter, og som gavner dig.
NLP adskiller intentionen bag din adfærd fra selve adfærden. Du er ikke din adfærd. Når du har har mulighed for at vælge en bedre adfærd, der opfylder den samme positive intention, vil du vælge den.
Den positive intention kan være forankret i fortiden. Har du en aggressiv adfærd, kan den positive intention være selvbeskyttelse, som er tillært i barndommen. At lære at sætte grænser som voksen, kan være en alternativ måde at tilfredsstille den positive intention, uden at få den negative effekt fra aggression.
Den positive intention bag aggression er ofte selvbeskyttelse. Den positive intention bag frygt er ofte sikkerhed. Den positive intention bag vrede er ofte at opretholde grænser. Den positive intention bag had er ofte at motivere dig til at handle. Den positive intention bag modstand mod forandringer kan være ønsket om at ære eller respektere fortiden, eller behovet for at beskytte dig selv ved at fastholde det velkendte.
Mennesker gør altid det bedste de kan, i forhold til de ressourcer de har til rådighed
Mennesker gør altid det bedste de kan, i forhold til de ressourcer de har til rådighed
Du tager altid det bedste valg på grundlag af dit kort over verden. Valget er måske selvdestruktivt, bizart eller ondskabsfuldt, men for dig ser det ud til at være den bedste vej frem.
Får du en bedre valgmulighed, vil du tage den. Og allerhelst vil du have et bedre landkort med flere valgmuligheder.
Den person eller part, der er mest fleksibel i et system, har størst indflydelse
Den person eller part, der er mest fleksibel i et system, har størst indflydelse
Forsøg altid at have et kort, der giver flest mulige valg. Handl altid for at øge dine valgmuligheder.
Jo flere valgmuligheder du har, jo friere er du, og jo mere indflydelse har du.
Hvis du gør, som du altid har gjort, vil du få det samme resultat, som du altid har fået. Hvis du ændrer dine tanker og adfærd, vil folk reagere anderledes og give dig en anden respons.
Betydningen af en kommunikation er den respons, den fremkalder
Betydningen af en kommunikation er den respons, den fremkalder
Responsen er måske anderledes end den, du ønskede, men der findes ikke fiasko i kommunikation, der findes kun respons og feedback, Hvis ikke du får det resultat, du ønsker, så lav om på det, du gør. Tag ansvar for kommunikationen.
Kommunikation og dialog handler om feedback fra en person til en anden, og om hvad hver især tror, den anden siger.
Du kan ikke ”ikke kommunikere” - selv om du ikke siger noget verbalt, sender du nonverbale signaler.
Enhver adfærd er nyttig i en eller anden sammenhæng
Enhver adfærd er nyttig i en eller anden sammenhæng
Hvis en adfærd ikke virker eller synes uhensigtsmæssig, anvender du den sandsynligvis i en forkert kontekst. I stedet for at bekæmpe den som ”dårlig adfærd”, kan du gemme den til en anden kontekst, for at bevare flest mulige adfærdsmæssige valg.
Mennesker har allerede de ressourcer, de behøver
Mennesker har allerede de ressourcer, de behøver
Der er ingen mennesker uden ressourcer, kun sindstilstande uden ressourcer.
Du har adgang til uanede interne ressourcer og strategier, og du kan lave de forandringer, du ønsker, hvis du kan få adgang til disse ressourcer på rette tid og sted.
Problemet kan være, at der er noget, der forhindrer adgang til ressourcerne. Måske har du oplevet en situation, hvor du gerne ville have kommenteret noget, der gjorde dig vred, men den skarpe bemærkning kom først til dig flere timer senere, hvor det var for sent. Det er alene mangel på adgang til ressourcen i situationen, men ikke mangel på ressourcer.
Positive forandringer fremkommer ved at tilføre ressourcer
Positive forandringer fremkommer ved at tilføre ressourcer
Måske er du tilbageholdende med at tale i større forsamlinger, fordi du mangler selvtillid (måske pga. en begrænsende overbevisning). Ved at tilføre selvtillid, kan du skabe den positive forandring, der gør, at du kan deltage i debatten i større forsamlinger.
Det er den enkeltes relation til en situation eller oplevelse, der skaber betydningen og ikke situationen eller oplevelsen i sig selv
To piloter blev skudt ned under 2. verdenskrig. De overlevede og havnede i en jungle.
Den ene tænkte: Det her er forfærdeligt, vi kommer ikke levende ud af denne jungle. Vi bliver sikkert overfaldet af de indfødte og ædt. Vi kan ikke finde mad, vi vil sulte, de vilde dyr er livsfarlige og planterne er giftige.
Den anden tænkte: Hvor er det heldigt, vi er havnet her. Vi kan måske være her så længe, at vi kan undgå at sætte livet på spil i krigen. Der er sikkert hyggelige landsbyer med indfødte, der vil give os mad, og vi kan deltage i deres fester. Her er masser af dyr, og sunde frugter og bær, vi kan leve af.
Det er din relation til en situation eller oplevelse, der skaber betydningen og ikke situationen eller oplevelsen i sig selv.
Der findes ikke fiasko kun feedback
Der findes ikke fiasko kun feedback
Fra barndommen har du sandsynligvis fået at vide, at du skal undgå at lave fejl, for at undgå de negative konsekvenser, det medfører. Sandheden er imidlertid, at det er nødvendigt at lave fejl for at få succes og bryde grænser. Du kan kun undgå fejl, hvis du ”fedtspiller” resten af livet, og forbliver i din komfortzone uden ønske om større personlig udvikling.
”Fejl” er feedback, som du skal bruge til korrigere vejen til dit mål, og til at samle yderligere information for at lære, at overvinde forhindringer på vejen til dit mål.
Som de to unge dansere Hop og Spring, der startede danseundervisningen samtidig og med de samme evner. Hop præsterede dårligt og følte sig som en fiasko, hvilket fik Hop til at opgive træningen og karrieren – ”det nytter jo ikke noget”. Spring præsterede ligeså dårligt, men var overbevist om, at det er nødvendigt at træne hårdt for nå topniveau, hvilket fik Spring til at fortsætte træningen og hele tiden lære af sine fejl og korrigere sine dansetrin – Spring endte som verdensmester.
Krop og sind påvirker hinanden
Krop og sind påvirker hinanden
Langvarig stress eller negative følelsesmæssige tilstande resulterer ofte i fysisk sygdom, mens positive holdninger og tilstande med glæde og latter kan forebygge og endda helbrede fysisk sygdom.
Dine øjenbevægelser, kropsholdning, tale og vejrtrækning er fysiologiske signaler, der afslører dine indre mentale processer. Ved at ændre nogle af de fysiologiske signaler, kan du påvirke dine indre mentale processer, og dermed din følelsesmæssige tilstand.
Når du sidder og slumrer i solen, kan du komme til at føle dig træt, mens en rask gåtur kan opløfte dine tanker og dit sind.
Krop og sind påvirker hinanden gensidigt, og det er ikke muligt at foretage en ændring det ene sted, uden at påvirke det andet. Når du tænker anderledes, vil din fysiologi ændre sig, og når du handler anderledes, vil dine tanker og din følelsesmæssige tilstand ændre sig.
Hvis du kun behandler dine mentale og følelsesmæssige symptomer - eller kun behandler dine fysiske symptomer - uden at tage hensyn til årsagerne til symptomerne, kan du forstyrre balancen mellem krop og sind, og større komplikationer kan opstå. Hvis fx du regelmæssigt tager sovepiller for at få nok nattesøvn, uden at tage hensyn til de mentale årsager til, at du ikke kan sove om natten (fx bekymringer, stress o.l.), kan det resultere i, at du brænder ud. Enhver behandling skal sigte mod at optimere balancen mellem krop og sind.
Hvilke antagelser kan være særligt nyttige for dig?
Nogle mennesker giver deres bekymringer svømmeundervisning i stedet for at drukne dem.
- Mark Twain