Disney-strategien
Disney-strategien (modelleret efter Walt Disney) er en kreativitets- og målsætningsstrategi, der kan bruges i forbindelse med problemløsning og målsætning.
Det kan være, du …
- Går efter en forfremmelse eller et nyt job
- Ønsker at starte et motions- eller vægttabsprogram
- Overvejer at starte egen virksomhed
- Vil lave større forandringer i dit liv
Store planer, som du måske saboterer med tænkning, som …
- Dejlig idé – men det vil jeg aldrig kunne gennemføre
- Det er ikke realistisk
- Det skal ikke være lige nu, hvor …
Hvilket er negativ tænkning og selv-sabotage, som kan skyldes, at du …
- Som barn har lært, ikke at have for store forventninger (kend din plads!)
- På et tidspunkt har haft store forventninger, som ikke blev indfriet
- Tidligere har fejlet og da besluttede: Aldrig igen!
Disneys fasemodel
Disney-strategien, der opererer med 3 faser eller tilstande, kan måske hjælpe dig videre:
- Drømmer
- Realist
- Kritiker
De 3 faser skal holdes fuldstændig adskilte. Ofte sker det uhensigtsmæssige, at du blander dem sammen – Drømmeren har dårligt afleveret sin gode ide, før Kritikeren har skudt den ned. Eller måske er det en ”venlig” kollega, der ”hjælper”: "Som du nok ved, er budgetterne meget stramme lige nu, så …".
Drømmeren (hvad?)
- I denne fase er det kun tilladt at komme med ideer, uden at tage stilling til dem (brainstorming)
- Det handler om det store billede – visionen
- Alt er muligt
- Fysiologi: Øjnene rettet opad
- Metaprogrammer: Abstrakt, hen imod, fremtid, mulighedsorienteret
Realisten (hvordan?)
- I denne fase skal du forholde dig til ideerne, som om de alle kan realiseres (”lade som om”), og du skal beskrive det konkrete handlingsforløb
- Det handler om at indsamle informationer, strukturere, tænke praktisk og planlægge
- Handling – hvad er det første skridt
- Fysiologi: Øjnene i mellemposition
- Metaprogrammer: Konkret, hen imod, lighed, procedureorienteret
Kritikeren (hvad nu hvis?)
- I denne fase skal du tage stilling til evt. negative konsekvenser ved at gennemføre planerne, som Drømmeren og Realisten har opstillet dem
- Det handler om at afdække fejl, mangler og negative konsekvenser, der kræver behov for justering af planen
- Logisk tænkning
- Fysiologi: Øjnene rettet nedad
- Metaprogrammer: Konkret, væk fra, forskellighed, procedureorienteret
Processen køres igennem de 3 faser igen, og der foretages justeringer, indtil der foreligger et acceptabelt resultat.
Det kan være en fordel at markere 4 steder på gulvet (geografiske ankre) til Drømmeren, Realisten, Kritikeren og Meta. Meta er et neutralt område med et ”fristed”, hvor du kan tage en pause i processen.
Hvilke ønsker og mål vil du gerne have realiseret?
Alle vore drømme kan gå i opfyldelse, hvis vi har modet til at forfølge dem.
- Walt Disney