Trofast

Der var engang en mand, som flyttede ind i et nyt kvarter i en ny by. Han opdagede hurtigt, at det ikke var et sikkert og trygt sted, så han anskaffede sig en vagthund.

Trofast, som var en meget klog og lærenem hund, lærte hurtigt at snerre, knurre og vise tænder, når nogen nærmede sig. Om nødvendigt kunne Trofast også bide, for at holde farlige personer på afstand.

Da Trofast først havde lært at være vagthund kunne manden slappe af, for Trofast udførte automatisk sine pligter.

Årene gik og der skete det, at kvarteret blev mere roligt og trygt at færdes i. Faktisk blev det med tiden et rigtig rart sted at være, så manden besluttede sig for at begynde et mere socialt liv. Han inviterede venner hjem til middag og hygge, og glædede sig til sit nye liv.

Men forandringerne trak ud. Vennerne kom ikke som forventet, og en dag gik det op for manden, at problemet var Trofast. Vennerne turde ikke komme på besøg på grund af Trofast og med god grund, for Trofast havde ikke opdaget den nye situation og udførte pligtopfyldende sin tjans som vagthund.

Manden besluttede sig for at tage en snak med Trofast, der måtte forstå, at tiderne var skiftet. Det var tid til at slappe af og ændre holdning overfor omgivelserne. Manden fortalte Trofast, at i stedet for at snerre og bide, måtte den gerne logre og slikke de besøgende venligt på hånden, når de ankom. Trofast så meget forstående ud, og manden var sikker på, at Trofast havde forstået budskabet.

Men nej, så snart manden vendte ryggen til, genoptog Trofast sin gamle beskæftigelse, og udførte pligtopfyldende sit job, som om den tænkte:
Er det dig eller mig, der har forstand på at være vagthund!

Kender du dine indre vagthunde?