Fire tænkestile (Herrmann)
Ned Herrmann har kombineret Sperrys og MacLeans modeller og udviklet tænkestilsmodellen, der er en metafor for hjernen med fire dominerende tankeprocesser.
Herrmann har beskrevet modellen i bogen The Whole Brain Business Book.
Modellen
Tænkestilsmodellen kobler Sperrys model:
- Venstre hjernehalvdel (logisk, analytisk, rationel) og
- Højre hjernehalvdel (intuitiv, holistisk, fantasifuld)
med MacLeans model:
- Reptilhjernen (instinkter) og det limbiske system (følelseshjernen med bl.a. centeret for følelser), og
- Neocortex (storhjernen eller den kognitive hjerne, med bl.a. centeret for fornuft og rationale)
hvilket giver 4 kvadranter med 4 selv eller 4 tænkestile.
Den venstre halvdel af modellen - kvadrant A (blå) og kvadrant B (grøn) - er præget af rationel og logisk tankegang og beskriver de systematiske og strukturerede tænkestile. Den højre halvdel af modellen - kvadrant C (rød) og kvadrant D (gul) - beskriver de intuitive, kreative og følelsesmæssige tænkestile.
Den øverste halvdel af modellen - kvadrant A (blå) og kvadrant D (gul) - beskriver de intellektuelle, abstrakte tænkestile (kognition) med fokus på tingene i deres helhed. Den nederste halvdel af modellen - kvadrant B (grøn) og kvadrant C (rød) - beskriver de konkrete, involverende tænkestile med fokus på detaljer og enkeltdele, hvor kvadrant B (grøn) hælder mod instinkter/vaner (reptilhjernen), og kvadrant C (rød) hælder mod følelser (det limbiske system).
Vi har forskellige præferencer, der gør, at vi har forskelligt fokus og kommunikerer og motiveres forskelligt. Vi er forskellige, perciperer og oplever verden forskelligt.
Vi har dog alle en hel hjerne, og benytter alle fire måder at tænke på i et komplekst samspil, der gør, at modellen alene kan betegnes og anvendes som en metafor for hjernen.

Tænkestilene
De fire forskellige tænkestile - eller fire forskellige selv - kombineres situationsbestemt for at understøtte og udvikle den opgave eller proces, der arbejdes med.
De fire tænkestile kan beskrives således:
A-kvadrant (blå - rationel og analytisk):
Logisk, analytisk, faktabaseret, kvantitativ. Fokus på "Hvad".
B-kvadrant (grøn - tryghedsskabende og struktureret):
Organiseret, sekventiel, planlagt, detaljeret. Fokus på "Hvordan".
C-kvadrant (rød - følende og relationel):
Interpersonel, følelsesbaseret, kinæstetisk (kropslig), emotionel. Fokus på "Hvem".
D-kvadrant (gul - eksperimenterende og fantasifuld):
Holistisk, intuitiv, integrerende, syntetiserende: Fokus på "Hvorfor".

Hvad vil det betyde for dig at kende til Ned Herrmanns Whole Brain Model?
Det er menneskeligt at fejle - at give andre skylden er endnu mere menneskeligt.
- Bob Goddard